For at se hvor jeg sluttede i sidste indlæg, læste jeg det lige igennem. Jeg kan se der er lidt tastefejl hist og her, og de fleste tilskriver jeg, at jeg laver indlægene fra mobilen. Det er ren dovenskab, for jeg gider ikke flytte billederne over på computeren. Den er forøvrigt også endnu engang til reparation, men det er en helt anden historie.
Jeg kan også se, at jeg har glemt at fortælle en væsentlig ting. Nicholai har fået arbejde som byggeleder for et dansk firma, Adserballe og Knudsen, og skal være med til at renovere byens politistation. Så siden den første september har han brugt en stor del af sin tid på kontoret - en container der er placeret i en mudret del af baggården ved politistationen. Eller rettere to containere. Den ene er kontoret, mens der i den anden er frokoststue. Det ser lidt sjovt ud, og jeg beklager for manglende billeder, men de skal nok komme!
Jeg fortalte også, at to af mine kollegaer, Sanne og Louise, kom til middag. Det var rigtig hyggeligt, og vi endte faktisk på et af byens diskoteker. Altså pigerne og jeg, Nicholai måtte blive hjemme hos de sovende unger.
Vi kan virkelig mærke, at Aia er blevet en stor skolepige. Udover at hun nu har mobiltelefon, egen husnøgle og selv kan tage bussen, så har hun en del pre-teen ideer. På hendes dør hænger disse to skilte. Piger må gerne komme ind, men det er forbudt for Theo. Siden jeg tog billedet, er der tilføjet et ekstra skilt. Nu må søde drenge også gerne komme ind på hendes værelse.
Ethvert barn i byen med respekt for sig selv har en kandamma hængende om halsen. Så selvfølgelig var det sådan en, Aia købte for sine hårdt opsparede lommepenge i sidste weekend.
Jeg har aldrig set sådan en kandamma før vi kom herop, men de kan købes i Danmark, for flere af mine elever har købt deres der. Det går selvfølgelig ud på, at kunne lave så mange seje tricks og holde den kørende så længe som muligt. Egentlig synes jeg, det er lidt hyggeligt når vi går gennem byen, eller jeg kigger ud ad vinduerne i frikvarterene, at ungerne står i grupper rundt omkring og øver sig sammen. Men som lærer synes jeg de er møg irreterende! I Danmark er det oftest telefonerne, der kæmpes med at få eleverne til at lægge i tasken, heroppe er det kandammerne. Suk! Forøvrigt hænger der i flere butikker skilte, hvor der står, at kandammaer ikke er tilladt.
Nicholais fætter HC sejler rundt med det danske ekspeditionsskib Vædderen. I denne weekend var de i havn i Nuuk, og han var så rar at invitere os på guidet tur rundt på skibet. Specielt ungerne, og nok også Nicholai, syntes det var rigtig sejt. Dagens højdepunkt var klart, da de to piloter smed ungerne op i helikopteren, men det var også spændende at se kanonen inde fra, styrrummet og alt det andet.
Nicholai forsøgte at få et billede af hele skibet, det lykkedes så ikke.
Theo foran kanonen.
Aia, Theo og mor ombord på skibet.
Aia og Theo fjoller.
Flot udsigt fra skibet mod bydelen Qinnerput.
Mere udsigt.
Aia og Theo foran helikopteren.
Aia og Theo inde i helikopteren.
På den tidligere omtalte shoppetur efter kandammaen, mødte vi en af centerets maskotter.
Den ene af pædagogerne på Aias fritidshjem, fletter ofte pigernes hår. Selvfølgelig kun de piger der har lyst - og det har Aia. Det betyder, at hun tit kommer hjem med forskellige flotte, flettede frisurer som fx i fredags.
Ellers tager den ene dag stadig den anden, og tiden går alt for stærkt. Det betyder heldigvis, at vi ikke har for meget tid til at tænkte over alle dem og alt det, vi savner hjemme i Danmark. Og så alligevel. I dag har vi både skypet med familen Lange-Møgelvang og mormor, og så er det da lidt trist, at vi sidder så mange tusind kilometer væk.
I næste uge har vi, Aia og jeg selv, tre dages efterårsferie. Den første dag skal jeg, med seks kollegaer, forsvare skolens ære til det årlige fodboldstævne. Vi skal møde de andre skolers lærerhold, hvis de altså har formået at samle nok til et hold. Det er altid lidt spændende heroppe, om det bliver til noget eller ej. Det er stadig jagtsæson, og vejrudsigten lover godt vejr, hvilket betyder at mange skal på jagt eller ud og sejle. Så vi må se tiden an. Om ikke andet så glæder jeg mig til ferie - virkelig glæder mig. Jeg er blevet rigtig glad for mit arbejde, men det er en omvæltning at komme fra et studie med gennemsnitlig to dages undervisningsfri om ugen, til at skulle møde og være på hver eneste dag. Pludselig er en weekend ikke særlig lang. Og hey, hvad blev der er en HEL uges efterferie. Heldigvis er der ikke lang tid til, at jeg har "ferie" næste gang. Om ret præcist 4 uger ankommer min mor i Nuuk, og jeg har været så heldig at få fem skemafri dage.
Sidste billede i denne omgang er af ungernes søndags-hule-leg. Aia er næsten lige kommet hjem fra Malu, nabopigen, hvor hun har leget siden i formiddags. Der gik ikke lang tid, før der i stuen stod denne fine hule.
