For at starte hvor jeg sluttede sidst, så holdt vi en noget anderledes jul end vi plejer. Det føles som evigheder siden, men det betyder ikke at nogen skal snydes for de obligatoriske børn-der-utålmodigt-venter og børn-foran-juletræet billeder.
Aia har lært at hækle, og hækler på livet løs. Så går tiden lidt hurtigere.
Vi laver lækker konfekt, og suprise - jeg glemte at tage et billede af de færdige lækkerier.
Malu får også lært at hækle, da hun kommer på besøg.
At julemanden er blevet moderne og nu flyver rundt i en helikopter, det ved alle os der bor i Nuuk. Og når det er juleaftensdag, står vi allesammen ved sygehuset og venter på han lander, så vi kan hilse på ham.
Endelig kommer han...
... og sneen virvler omkring os!
Jeg nåede slet ikke at få et billede af julemanden og hans søde nissepiger, for lige så snart at helikopteren var slukket, løb alle børnene - med forældrene i hælene - over for at sige hej. Det betød kaos, og det var en stor opgave i sig selv, at holde styr på ungerne i menneskemængden.
Se hvor fine vi er.
Hov - den ene af gæsterne ville også være med.
Endelig fik Aia og Theo lov at åbne hver en gave.
De fik begge to rigtig mange gode gaver.
Juledagene gik med at lege med alt det nye legetøj, at kælke....
...og med at stå på ski. Vi har allesammen med tiden fået langrendsski, og med kun to minutters gang til løjpen, er det nemt at komme afsted. Rundt på løjperne er en fantastisk udsigt.
Estermarie, min kollegas datter, og Aia.
Nicholai på vej på langrendstur.
Efter en hård dag på pisten, er det bedste at se film og putte med far.
Jeg kan faktisk ikke huske om jeg tidligere har nævnt det, men vi holdt nytår hos min kollega Heino og hans familie. Det var en rigtig hyggelig aften med lækker lækker mad, fyrværkeri, godt selskab, hjemmebryg og festlige drinks. I Nuuk skyder vi nytår ind tre gange i løbet af aftenen - både dansk tid, islandsk tid og grønlandsk tid.
Alt hvad der kan skydes af, bliver skudt af - også alle nødblusene. Så det er altså ikke nytårsaften, man skal komme i nød på havet.
For et par weekender siden var vi en tur i den lokale klatreklub. Forældrene til en af Theos kammerater i børnehaven havde fortalt, at der hver lørdag er familieklatring - og det skulle vi da prøve. Aia, Theo og Sebastian er helt klar.
Efter en forsigtig start kæmper Aia for at nå helt op til loftet.
Det lykkedes i 3. forsøg.
Theo fandt derimod hurtigt ud af, at hvis man lader sig hænge, så er det lidt ligesom at sidde i en sofa.... Suk det barn er mageligt!
Nicholai blev instrueret i hvordan man sikrer, og fik, ligesom ungerne, en klatretur op ad væggen. Så ud over at jeg mistede mit elskede sælskindspandebånd, var det en super tur i klatreklubben. Det er vist ikke sidste gang vi kommer der. Det er efterhånden lidt af et luksus problem, at der er så mange fede ting vi kan lave her i Nuuk - og at det stort set ikke koster noget. Et årskort til svømmehallen koster 800 kr. for en hel familie, klatreklubben koster 450 kr. i kontingent for en hel familie pr. år, hver søndag er der gratis skiundervisning for alle på langrendsløjpen, et familieliftkort til skiliftene koster 2400 kr. for hele sæsonen - inkl. børneskiskole 3 gange om ugen - og og jeg kunne blive ved. Så altså det der arbejde tager alt for meget af vores tid.
Der er faktisk sket to ret store ting de sidste par måneder. Tre hvis man spørger ungerne og medregner deres fødselsdage! For det første har Nicholai fået nyt job som drift koordinator på Sana - byens sygehus. Det passede perfekt, da Nicholai i december blev kaldt til samtale, på en stilling han havde søgt, for hans daværende kontrakt gik kun til d. 31. december. Han må have gjort det godt, for han blev i hvert fald tilbudt job pr. 1. januar. Det kunne jo ikke være bedre! Jeg har ikke helt fattet hvad det egentlig er han laver, men noget med vedligeholdelse af sundhedsvæsenets bygninger i hele Grønland, deres økonomi og så er han tit til møder. Det vigtigste er at han er rigtig glad for det, og det er han.
For det andet er vi endnu engang flyttet, men denne gang til en fast bolig. Det vil sige, at vi skal bo her til vi engang rejser fra Nuuk. Det er i hvert fald planen. 7-9-13! Vi har fået en fin 1. sals lejlighed på ca. 92 kvm midt i Nuussuaq. Den ligger ret præcist midt mellem Aias skole og Theos børnehaven. Desuden tager det ca. 2 minutter at gå til nærmeste busstoppested, ca. 5 minutter til svømmehallen, ca. 2 minutter til langrendsløjpen og ca. 1 minut til en lille Brugs. I baghaven kan man kælke, mens man I forhaven kan lege på legepladsen. Det kan vi da ikke klage over. Lejligheden er i to plan med gang, køkken og stue nederst, mens toilet og soverum er øverst.
Vi bor i den midterste af de lyserøde blokke.
"Vores" nye baghave.
Theos værelse.
Aias værelse.
Soveværelset - med rod und alles! Det har vi ikke helt nået at få styr på endnu.
Vores alt for lille badeværelse.
I stuen mangler vi stadig en del. Der mangler ting på væggene, der mangler at blive sat lamper op, og så vil jeg gerne slibe og male spisebordet, men indtil videre ser den sådan ud.
Køkkenet.
Udsigten fra stuen mod langrendsløjpen.
Vi mangler stadig lidt rundt omkring. Ud over det i stuen og i soveværelset mangler vi også ordenlige taburetter og et par magnettavler i køkkenet, og gardiner i hele hytten - eller i hvert fald i soverummene. Men vi har ikke lige en IKEA rundt om hjørnet, og udvalget er generelt ret småt - så det kan tage tid at finde.
I sidste uge havde ungerne jo fødselsdag, og jeg tror de havde en dejlig dag. De fik i hvert fald mange gaver, masser af kage og blev fejret både det ene og det andet sted. Det eneste der var lidt træls, det var at det hele ar lidt presset om morgenen. Selvom alt var gjort klar dagen før, og de blev vækket en halv time tidligere end normalt, blev det lidt for hektisk. Pak gaver ud, spis morgenmad og vink farvel til gaverne. Du kan lege med dem senere! Så næste år har jeg bestemt, at jeg vil have fri på deres fødselsdag. Jeg havde heldigvis fri allerede kl. 12.30 i år, så jeg nåede både i svømmehallen med Aia og bedsteveninden Malu, og at fejre Theos fødselsdag i børnehaven til eftermiddagsmaden. Vel hjemme igen blev der produceret hjemmelavede burger med fritter, alt imens ungerne fik set lidt nærmere på alle deres gaver. Efter desserten og lidt mere pakken ud blev Malu hentet, og en lang fødselsdagsdag var slut.
For en gangs skyld fik jeg faktisk taget billeder, og her følger et mindre udpluk.
De venter utålmodigt på at jeg får taget billedet, så de kan få lov at pakke gaver ud.
I børnehaven skal man hoppe ned fra stolen efter det meget høje og lange hurra.
Og så får man en gave fra alle de andre børn.
Theo viser de andre børn sin gave.
Mmmh lækker burger.
Når man nu ikke selv gider at bygge sit lego, er det rart med en søster der kan overtales.
I Grønland holder man jo gerne kaffemik, så det gjorde vi selvfølgelig også den efterfølgende lørdag. Vi havde bagt pizzasnegle, pølsebrød, pirogger, boller, muffins, en chokoladekage og en brunsviger. Desuden havde vi også lavet en lagkage, og min ene kollegas søde kone medbragte en lækker gulerodskage med osteglasur. Den eneste ulempe ved de dersens kaffemik er, at man ikke ved om der kommer 10 eller 70 mennesker. Eller man ved jo hvor mange man har inviteret, men det er sådan ret løst i det. Og kommer de alene, eller har de hele familien med? Så mad og kage skulle der være nok af - og det var der heldigvis også. Vi fik besøg af flere af både mine og Nicholais kollegaer - nogen med familier, Aias lærere kom forbi, flere af Aias klassekammerater med familier og et par af Theos legekammerater fra børnehaven. Vi fik ikke taget mange billeder, men et enkelt pletskud af det sammenhold der skabes når der skal bygges lego, fik jeg i kassen.
Aia og Theo fik mange gode gaver. Aia fik blandt andet perler og tattoveringer.
Det skal jo spises...
Det var vist det for denne gang. Jeg lover at der ikke går så længe før næste update 😃
